Stille billeder

Jeg skrev dette for omkring 4 måneder siden, selv om det ikke er længe siden er der sket meget. Jeg er startet i skole på den tid og jeg har fået min kamp gejst tilbage ved hjælp fra min læge. Jeg synes det var et fint sted at starte fordi teksten er meget beskrivende og lægger ikke skjul på noget. Og med denne tekst som start, vil de andre ting jeg skriver give mere mening:

Dag og nat ligger jeg her i sengen, har ikke engang lyst til at gå ud af døren fra mit soveværelse og ud til min entre. Kun hvis det er højst nødvendigt sniger jeg mig ud på badeværelset eller køkkenet. Men ikke engang for maden gider jeg rejse mig.
Ventetiden har føltes som år, på at denne sommer ville komme. Jeg har givet skylden på kulden for min ugidelighed. Men selv nu er der intet jeg lyster. Og alt hvad jeg troede jeg havde brug for virker så ligegyldigt nu.
Alt hvad jeg kan gøre, er alligevel ikke nær så stimulerende, som de oplevelser jeg kræver. Jeg ser ingen pointe i at gå ud i verdenen, hvis jeg ikke kan få hvad jeg vil have.
Her ligger jeg tom og alligevel mæt. Ingen appetit eller rastløshed som der før drev mig. Nu længtes jeg efter noget, jeg ikke opnår, uden det jeg ikke har. Jeg er gået i stå på en ny måde.
Ser visioner på skærmen fra lyst til mørk og fra mørk til lyst for at føle mig inspireret til eventyr.
Det føles som det indre har påvirket min ydres overflade, og lige hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke føle mig smuk. Jeg rådner indvendigt og ud. Jeg lever i gennem mine tanker. Forstiller alle konflikter og konsekvenser, ved mine hypotetiske handlinger. Forstiller hvor det ville tage mig hen og udvikle mig. Spare turen og bare tager min udvikling fra liggende position.
Det virker som om, jo længere jeg tænker over hvem jeg er, Desto mere mister jeg mig selv. Jeg fortaber mig mere end jeg lærer. Jeg føler mig ikke længere som den rå-naive og fri-sprudlende, ublomstrede blomst de anså mig som. Men frygter jeg har fået dødens øjne, som kæmper for hvert smil. Jeg har ikke længere lyst til dans. Jeg har ikke længere lyst til kys eller opmærksomhed fra fremmede. Jeg har ikke længere lyst til at udforske fremmede ansigter. Allermest vil jeg bo med mig selv og min opfattelse af en familie. Jeg er klar til at føle ro. Jeg har tænkt de tanker som ikke kan utænkes og de har gjort mig bange og vred. Alt hvad jeg har gjort og propaganderet, har været dét som har taget, hvad der skulle gøre mig glad. Jeg ser nu på den anden side, alt den lykke den har berøvet fra mig. Paradis og helvede er her på jord. Og mit helvede er at jeg aldrig har haft eller får paradis – efter at have kæmpet for at holde mig selv i live.

Advertisements

2 thoughts on “Stille billeder

    • tak, det rart at høre når det er svært for mig at skrive så personligt. men alt det overfladiske mode-halløj er bare ikke rigtigt det jeg står for eller har lyst til at dele ligesom 1000 andre gør. Det er rart med noget støtte! ❤

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s