Det er ligesom at være forelsket.
Jeg har lyst til at knuge hende ind til min krop, indtil hun ligesom bare smelter sig fast.
Som en eller anden pungrotte eller kænguru unge i sin mors pung.
Jeg savner at være i et med hende og have hende med mig hvor end jeg går.
Men jeg har ventet så længe på at møde hende og nu lære jeg hende endelig at kende.
Jeg ser verdenen med nye øjne.
Hun spørger mig om ting jeg ikke har svaret på og ikke har tænkt over, men som jeg får lyst til at vide.
Jeg vil se verdenen igennem hendes øjne.
Så naivt og uskyldigt når hun spørger mig: Hvad himlen smager af? Og jeg ikke ved hvad jeg skal sige.
Der findes sikkert et videnskabeligt svar på det. Men det fortjener et ligeså uskyldigt og naivt svar som passer til.
Man lære en ny tankegang at kende, når man smelter sit liv sammen med et nyt menneske.
Hvor man før kun kendte sin egen. Og når man giver slip, bliver de en del af sin nye tankegang.
Hendes og mit forhold betragter jeg som lige fordelt, hun lære mig ligeså meget, som jeg lære hende.
Jeg beundre hende, betragter hende og jeg har aldrig været så stolt af noget i mit liv som hende.
Jeg ville give hende hele verdenen.
Men for hendes skyld må jeg hellere lade vær.

Advertisements

One thought on “

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s